Ravnkel Frøjgods saga.

Kapitel 1

I kapitlet får man den første del af Ravnkel Frøjsgodes historie at vide. Han kommer til Island som 15’årig sammen med sin far(Halfred) og sin mor og de bygger sig en gård. De flytter et par gange og de ender med at bo på en gård der bliver kaldt Halfredssted.

Kapitel 2

Her får man at vide, hvordan Ravnkel ofte rider rundt omkring, og en dag finder han en ubeboet dal, som forekommer ham bedre egnet til beboelse end andre dale, han før har set. Han flytter hjemmefra og bygger sig en gård i dalen han fandt, og kalder gården for Adelbol. Han gifter sig med en kvinde kaldet Odbjørg og de får to sønner som de kalder Tore og Asbjørn. Ravnkel klarer sig godt. Han tager hele dalen i sin besiddelse, og lader kun folk bo der, hvis de accepterer at han er deres overhoved og han tvinger Jøkedalsmændende til at være sine tingmænd. Han er nedgørlig og venlig mod sine egne mænd, men mod Jøkedalsmændende er han strid og stivsindet. Ravnkel er ofte indblandet i tvekamp, men han betaler aldrig bøder til familierne af dem han slår ihjel.

Kapitel 3

Der var en mand der hed Bjarne, han havde to sønner Sam og Øjvind. Sam var meget rig og selvbevidst. Han havde en gård nord på i dalen, hvor han boede sammen med sin kone. Øjvind bliver købmand og tog til Norge. Der fra rejste han til Miklagård hvor han fik stor anseelse hos grækerkonge. Vi får at vide Ravnkel har en prægtig brun hingst med en sort stribe hen ryggen. Den kaldte han Frøjfaxe. Han gav hans bedste ven Frøj havpart i hesten. Han svor at hvis der var andre end ham der red på den uden at få lov ville han dræbe dem

Kapitel 4

Torbjørn bor på en gård og er meget fattig, hvis ældste søn hedder Ejnar. Han var en stor, stærk og dygtig ung mand. Ejnar plejede at arbejde for sin far, men på et tidspunkt kommer Torbjørn og siger at han ikke kan arbejde for ham mere, da der ikke var arbejde nok. Det var sent Ejnar fik det at vide, for alle de bedste pladser var taget. Men han red til Adelbo op til Ravnkel og spurgte om han kunne få arbejde hos ham. Efter de havde talt lidt, bliver de enige om at Ejnar får plads hos ham. Det var ikke det bedste job, men Ravnkel havde ikke fundet nogen til at vogte sit små kvæg. Det gik Ejnar med til og de blev enige om vilkårende. Han får at vide af Ravnkel at i dalen hvor han skal vogte er der en flok heste på 12 hopper og 1 hingst. Han fik hver af hopperne til rådighed både dag og nat, men et skulle han love, han måtte ikke ride Frøjfaxe. Men blot pleje Frøjfaxe og sørge for han havde det godt. Hvortil Ravnkel sluttede af med at sige et gammelt ordsprog:”At den, der advarer, volder ingen ulykke”. Ejnar lovede ikke at ride Frøjfaxe, hvilket han også fandt tåbeligt at ride en hest der var forbudt, når han havde 12 dejlige hopper til rådighed.

Kapitel 5

Ejnar har været hjemme efter hans tøj, og bliver vist ud til sæteren. Ejnar gør hans arbejde rigtig godt hele sommeren, lige end til at der forsvinder 30 får. Han leder og leder, men der er ikke nogle spor af de forsvundne får. Da der er gået en uge, og fårene stadig er væk, beslutter han at lede efter dem. Han beslutter at tage en af hestene, men de er alle sammen meget sky. Den eneste han kan komme tæt på er Frøjfaxe, så han beslutter at ride på den ”forbudte” hest. Da han har redet lidt tid finder han de forsvundne får, og vender glad hjem. Da han står af hesten begynder den at rulle sig, og begynder at løbe hjem til Adelbo. Her vrinsker den højt, og Ravnkel kommer ud af huset. Han ser hurtigt at der er blevet redet på hesten, og han siger til hesten, ”Ilde synes du mig tilredt, fostersøn, men din forstand har du da i behold, siden du sagde det til mig, og dette skal blive hævnet”. Her efter sender han hesten tilbage til sine hopper.

Kapitel 6

Ravnkels reaktion efter Ejnar har redet på hesten Frøjfaxe:

Ravnkel venter til næste morgen.

Om morgenen ridder ud til Ejnar i sort klædt og med en økse.

Ravnkel spørger Ejnar om han har redet på hesten, og han svarer ja.

Og det koster hans liv.

Ravnkel ridder tilbage til Adelbol og fortæller hvad der er sket.

Siden bliver sletten, hvor Ejnars lig ligger, kaldet Ejnarsvarde.

Kapitel 7

Thorbjørn hører om drabet på sin søn Ejnar, hvilket i den grad mishager ham. Han opsøger Ravnkel for at kræve erstatning for tabet af sin søn. Ravnkel svarer først, at han ikke vil betale erstatning til nogen, men derefter at han altid har brudt sig om Thorbjørn, og at mordet på Ejnar forekommer ham værre end nogen anden gerning. Derfor fremsætter han et tilbud til Thorbjørn, der går på at forsyne hans husholdning med kvæg osv., sikre en god fremtid for hans sønner og døtre og forsyne ham med hvad han ellers mangler. Hvis han bliver ked af det, må han gerne flytte til Adelbo, hvor han vil blive forsørget.

Selvom Ravnkel mener, at drabet nu har været ham dyrt nok, afslår Thorbjørn vilkårene, da han vil have nogle voldgiftsmænd til at afgøre deres sag. Ravnkel ville ikke acceptere dette, da de så ville fremstå som ligemænd.

Thorbjørn spørger da sin broder, Bjarne, om hans bistand i sagen, men han vil ikke deltage i en sag mod Ravnkel, da han føler det for risikabelt. Den næste Thorbjørn beder om sin hjælp, er Sam, Bjarnes søn. I starten råder Sam Thorbjørn til at opsøge Ravnkel igen og spørge om han vil stå ved sit tilbud, da Sam aldrig før har om at Ravnkel har givet et sådan tilbud til nogen. Thorbjørn fortæller, at han ikke har til sinds at tage imod Ravnkels tilbud.

Sam siger, at de vil være vanskeligt at klare sig imod Ravnkel i en retssag. Thorbjørn skælder ham ud over at han ikke vil hjælpe ham i en så klar sag. Til sidst indvilger Sam lidt modvilligt i at overtage sagen.

Kapitel 8

Sam rider op gennem dalen med så mange mænd at han er sikret imod Ravnkel. Han stævner Ravnkel for drabet på Ejnar. Ravnkel får også samlet en flok mænd, ca. 70, sammen. De rider østpå, mens Sam og hans mænd rider nord på. Sam kommer først til Tingvold, da hans vej er hurtigere. Under rejsen forsyner Sam sine mænd med våben, kost og klæder. Der var mange høvdinger til stede og da Sam finder ud af at Ravnkel også er til stede, beder han høvdingerne om hjælp og bistand. Men de vil ikke hjælpe da de ikke mener at de står i gæld til Sam. Efter det, er Sam meget bange for at hans sag mod Ravnkel vil dø ud, og det eneste han kan forvente sig er spot og skam. Det var så galt at de hverken kunne sove eller spise. De havde nemlig forventet at få hjælp af høvdingerne. Men nej!

Kapitel 9

Torbjørn og Sam : Torbjørn har opgivet håbet. Han vil hellere at de tager hjem, men nu er Sam kommet ved mod og han nægter at give op før alt håb er ude.

Torkel : Torkel, Torgeir og Tormod er brødre, de har gode over Torskefjord

(Torgeir, Tormod) og videre over Vestfjordene, og de har mange mænd i deres følge (Torkel har overdraget sit godedømme til sine brødre).

Torbjørn og Sam : Da de skal føre retssag mod Ravnkel, har de brug for alle de mænd de overhovedet kan samle. Jo flere mænd de har i ryggen jo større chance vil de have for at vinde retssagen over Ravnkel.

Torkel : Torkel sender Sam og Torbjørn til hans broder Torgeir for at få de kan få hjælp af ham. Sam siger at de intet vil få hos Torgeir medmindre Torkel støtter deres sag. Torkel forsikre dem om at han vil komme senere og sender dem i forvejen. Men inden han sender dem af sted, forklarer han dem nøjagtigt hvad de må gøre. De betvivler hans råd, men vælger alligevel at følge det.

Rådet : Torbjørn skal gå først ind, han skal lade som om han er svækket af alderdom og ser dårligt. Når han kommer over til sengen skal han lade som om han snubler og gribe fat i Torgeirs fod, som er forbundet og betændt. Han skal rykke i den og lægge mærke til hvordan han reagere.

Kapitel 10

Sam og Torbjørn tager af sted til boden. De ser med det samme hvor Torgeir ligger. Torgeir bliver meget sur, da Torbjørn griber fat om hans dårlige tå. Torkel kommer og ”reder” dem, da ingen af dem kan finde noget at sige. Torgeir er, ligesom alle andre, i tvivl om at han vil hjælpe, da det er mod Ravnkel. Torgeir vil gerne hjælpe dem med mænd, men der er ingen der må vide at de har lovet at hjælpe.

Kapitel 11

Vi befinder os på Tinget hvor en retssag er i gang. Sam introducerer deres problemstilling og gør det yderst fornemt. Han bliver meget berømt blandt folket der mødte op. Han beder nu Ravnkel forsvare sig eventuelt ved hjælp af en anden mand på lovlig vis. Folk red hen til Ravnkel og fortalte ham hans position. Han blev dømt fredløs. Da Ravnkel hører dette ridder han hjem til Adelbo og lader som intet er sket. Han er rystet over nederlaget til Sam.

Kapitel 12

Tinget er slut, og folk er klar til at drage hver til sit. Sam er godt tilfreds med udfaldet af sagen, og han mener, at Ravnkel er blevet udsat for en skam som længe vil blive husket.

Torgeir lover, at Torkel vil følge Sam, til sagen mellem Sam og Ravnkel er afsluttet.

Torgeir tilbyder også, at Torkel og han vil følge Sam til Østfjordene, så han kan komme hjem i god behold.

Kapitel 13.

Torgeir og sam drog i kamp med 80 udvalgte mand. Ved daggry er de ved Jøkelsdal. Sam leder dem op i fjeldet hvor de kan være ubemærket så de kan overraske dem, der bliver 20 mand mens resten går ned til huset hvor folk stadig sover. De brød døren og tog Ravnkel og hans mænd med ud. Ravnkel bad dem dræbe ham og skåne hans mænd, men de har ingen nåde og gennnemborer deres knæhaser og binder den sammen i sårhullerne. Derefter går Sam og Torgeir ud og forkynder ejendommen. Sam giver Ravnkel muligheden mellem at blive dræbt sammen med sine mænd eller drage væk med alle dem han har at forsørge og næsten ingen ejendele. Ravnkel vælger livet for sine sønners skyld og drager bort fra Adelbol

Kapitel 14

Ravnkel flyttede østpå tværs over Fljotsdal. Han købte en lille gård, for de penge han havde. Han købte jorden rundt om gården for små penge.

Ravnkel satte meget i gang og var ligeglad med hvad det kostede, han fældede store skove og byggede sig en flot gård. Han hjalp selv ivrigt med at passe arbejdet. Han opdrættede kalve og kid, hvor han havde lykken med sig. Han havde meget fiskeri, og fangsten blev en succes. Folket tjente derfor rigelig med penge.

Kapitel 15

Sam bosætter sig på Adelbol. Holder stort statsligt gilde. Tjostarssønnerne råder ham til at være venlig, gavmild og hjælpsom. Hesten Frøjfaxe bliver smidt ud over en klippe. Gudehovet (Tempel) bliver brændt ned. Sam udvælger nogle fortrinlige kostbarheder til Tjostarssønnerne, da de skal til og af sted. Sam lader Thorbjørn bosætte sig på Leikskåle.

Kapitel 16

- Sam havde magten og havde overtaget Ravnkels gård med næsten alt indhold på Adelbol. Også Hesten Frøjfaxe.

- Ravnkel hørte at hans højt elskede hest Frøjfaxe var blevet dræbt af Tjostarsønnerne som var på samme side som Sam.

- Ravnkel boede nu på Ravnkelssted hvor han hurtigt vandt stor magt overfor dem som boede i området.

- På dette tidspunkt kom der særdeles mange skibe til fra Norge. Dog var der ingen som fik lov til at sidde i fred på sin jord, hvis ikke de havde opnået tilladelse af Ravnkel før til at bosætte sig.

- For de måtte bosætte sig, skulle de love deres hjælp væk til ham, men han lovede dem så samtidig støtte.

- Området hvor Ravnkel ”styrede slagets gang” blev hurtigt meget stort. Det voksede op Skridedal og helt op langs Lagerfljot.

- Sam og Ravnkel mødtes ofte, men snakkede aldrig om hvad der før var sket. Det gik der 6 år med. Sam var meget respekterede af sine mænd. Han var meget iøjefaldende og prægtig klædt.

Kapitel 17

- Øjvind Bjarneson kommer til Island efter 7 år.

- Sam beder ham komme med ham hjem, og han takker ja.

- Han har 16 mand med sig.

- De rider mod åen.En tjeneste kvinde ser dem ved åen. Hun løber hjem til Ravnkel og siger det.Da han hører hvad hun fortæller sender han hende ud efter Rolfsønnerne. Og mange huskarle

- han fik samlet 18 ,som red sammen ned til åen.

Kapitel 18

Øjvind og hans følge rider vest på til højsletten. folkene spotter Ravnkel den gode og hans ridt, bag dem, Øjvind og hans følge bliver bekymrede over hvad Ravnkel vil, om han vil fange ham eller bare ride videre. Øjvind siger ”jeg vil ikke flygte fra disse mænd, som jeg intet har gjort ”. Ravnkel indhenter dem og Øjvinds tjener stikker af og samler 20 mænd, da han kommer tilbage med de 20 mænd er Øjvind og de andre døde samt 12 af Ravnkels mænd.

Kapitel 19

Sam tager hjem til Adelbol med alle varerne. Han sender besked til sine tingmænd om at de skal møde ham næste morgen, da han agter at drage østpå over fjeldsletten. Da Ravnkel hører dette, rider han hjem og samler sine mænd. Der er 70 i alt. De rider vestpå over fjeldsletten og kommer uventet til Adelbol. De fanger Sam, mens han sover og fører ham ud. Ravlkel giver ham to valgmuligheder: den første er at Ravnkel vil dræbe ham og den anden er at Ravnkel, ene, skal bestemme hvad der skal ske med deres mellemværende. Sam vælger i midlertidig at beholde livet. Ravnkel beordre Sam til at flytte fra Adelbol til Leikskåle og bosætte sig der. Sam må tage Øjvinds, sin brors, ejendele med, men alt andet må han lade ligge. Ravnkel vil også have sit høvdingedømme tilbage. Ravnkel påstår også at Sam har fået rigelig erstatning for drabet på Øjvind, da Sam har siddet og regeret over Ravnkels gård og hus i seks år. Ravnkel mener også at drabet på Øjvind går lige op med den mishandling Sam har udsat Ravnkel for i de seks år. Ravnkel beordre Sam til at være hans underordnede, så længe de begge lever. Og at jo mere ondt der vil være mellem dem, desto værre vil det gå for Sam. Så han flytter med sine folk og bosætter sig i Leikskåle.

Kapitel 20

Ravnkel sætter sine folk i gang med arbejdet på Adelbol, og Ravnkels søn bliver sat på Ravnkelssted. Han har høvdingedømmet over begge steder. Sam sidder og tænker over hvad der er sket, og han tager af sted til sine brødre for at bede om hjælp til at få oprejsning over Ravnkel. Hans brødre vil ikke støtte ham, fordi de ved Sam har haft chancen for at dræbe ham. De tilbyder gaver og at Sam kan bo hos dem, så han ikke skal være under Ravnkel, men Sam rider hjem i vrede. Han får aldrig oprejsning over Ravnkel så længe han levede. Ravnkel sad på sin gård, med respekt, men han dør af sygdom, og han bliver begravet med masser af gods og spyd. hans sønner overtog høvdingedømmerne, og regnedes for anseelige mænd. Således slutter sagaen om Ravnkel.

LH1 side 45-47

Sagaerne er skrevet i 1200 tallet, af anonyme forfattere, som skildre udvandringerne fra Norge til bosættelsen på Island, også kaldet slægtssagaer, og de finder sted i 903-1030 tallet.

Sagaerne er skrevet af mange forskellige forfattere, men sproget og fortællermåden er meget ens. Fortælleren fremlægge en rimelig autentisk historie, på denne tid. Han holder sin egen mening helt udenfor. Han er upartisk og tolker ikke de handlinger der sker i sagaen. Fortælleren beskriver meget grundigt de geografiske steder og deres slægtskabsforhold. Der skal altid være vidner til det han fortæller om, da han ellers bare kunne have fundet på det, og det er imod genrens regler. Fortællerens stemme er monoton gennem hele sagaen, man kan ikke hører på ham om der er sket noget. Det er sjældent man overdriver, men tit man underdriver situationerne, da det virker som om de personer er meget hårde og kan klare det alt hvad de bliver udsat for.

LH 2 side 260-262

Sagaerne stammer fra omkring år 1000, hvor landegrænse ikke rigtig eksisterede som vi kende i dag, men hele den fælles nordiske kultur, har udmøntet sig i en oldnordisk eller norrøn digtning. På dette tidspunkt gik vi fra de nordiske guder til kristendommen, og vi fik konger. Specielt i Norge indvandrede mange til Island, fordi de holdt fast i det nordiske i meget lang tid. Saga er det oldnordiske ord for skriftlig og mundtlig overlevering. De fleste fortællinger blev nedskrevet i 1200 tallet. I 1300 tallet blev sagerne mere fantastiske og eventyrlige, og man digter ikke længere lokalt, men mere spændingsfyldte sagaer.

LH 1 side 47-51.

Mandighedsidealet: Afsnittet handler om hvor hårde og barske mændene bliver udgivet for at være, i de forskellige sagaer, som f.eks. Rognvaldr Jarl Kali og Tormod Kolbruneskjald. Tormod bliver eksempelvis ramt i brystet af en pil, hvorefter han selv trækker pilen ud og siger >> Kongen har fodret os godt, jeg er endnu fed om hjerterødderne << derefter falder han død om. Mændene viser ingen smerte eller følelser, de er hårde og barske som sten.

Islændingesagaernes historie: Kormaks saga er kun overleveret i et enkelt håndskrift, som er skrevet omkring år 1350. Sagaen Kormak er digtet tidlig i sagadigtningens tid, ca. omkring år 1200-1230. Kormark udvandrede fra Norge til Island og hans bedrifter er blevet skildret i flere fremstillinger. Man mener at Kormak selv har skrevet nogle af versene i Kormaks saga.

Sammenfatning: Vi ved i dag, meget lidt om jæger- og bondekulturen, som herskede før kristendommen kom til landet. De eneste spor fra den svundne tid, er runeskrifter og nogle sagaer hvor den ikke-kristne tankeform endnu levede. Da kristendommen kommer til landet får den menneskene til at fokuserer mere på individet ind på slægten.

LH 1, side 42-45

Sagaer

De islandske sagaer deles traditionelt i fem grupper.

Islændingsagaer: skrevet i 1200 tallet af anonyme islandske forfattere. Romanagtige prosa fortællinger. Der findes ca. 35 stk. kaldes også slægtssagaer eller ættesagere. Foregår i 930-1030 tallet. Skildrer udvandringen fra Norge og bosættelsen på Island. Hovedhandlingen udspilles mellem anden og tredje generation af indvandrer. Overleveret mundligt.

Friprosateorien: Teorien om at prosaen er overleveret frit uden at være bundet til skrift.

Bogprosateorien: Teorien om at den kunsteriske udformning af sagaer er foregået i forbindelse med den første nedskrivning.

Sagaer siger mere om den tid de er skrevet i end om den tid de beskriver.

Kongesagaer: Historiske sagaer om norske konger fra sagntiden til 1177. Hovedværket er Snorri Sturlusons ”Heimkringla”. Der findes enkle historiske sagaer som udspiller sig i Danmark.

Bispesagaer: Sagaer om de første islandske bisper, hvoraf nogle blev helgener.

Sturlungesagaer: En sammenskrivning af en række samtidshistoriske sagaer. Skildrer de magtkampe på Island , der førte til fristatens fald i 1264.

Fornaldarsagaer: Foregår i en Fjern fortid i Norden. Bygget på fælleseuropæisk sagastof.

Island: Var i dyb krise i 1200 tallet. Magten var samlet ved 4-5 familier som bekæmpede hinanden. Manglen på national enhed og samlet udenrigspolitik gjorde Island til et svagt bytte for den norske konge, der ville undertvingeøen, hvilket også lykkes i 1264. Opløsningstiden hvor magten har erstatten loven, hvor æresfølelse og slægtsfølelse er opløst af magtstræb og forræderi.